Om mig
Om mig
Mit navn er Isabella Sajin-Henningsen. Jeg er uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet i Oslo og har i den forbindelse boet tre år i Norge. I sommeren 2021 flyttede jeg tilbage til København, hvor jeg i dag både bor og arbejder. (Du kan læse mere om min kunstneriske praksis på www.isabellasajinhenningsen.com). Jeg fik idéen til Isabellas Atelier fordi jeg ønskede at skabe en platform, som gjorde min kunst lettere tilgængelig for folk – både fysisk og prismæssig.
På isabellasatelier.dk bliver du inviteret ind i mit levende og farverige univers, hvor naturen og det menneskelige følelsesliv spiller en stor rolle. I min kunst blander jeg ofte menneskelige egenskaber og følelser med genkendelige elementer fra dyre- og planteriget. På den måde opstår mange af de væsner, som kendetegner min praksis. Jeg arbejder med spørgsmål som: ”Hvordan ville verden se ud, hvis relationen mellem mennesker, plante- og dyreriget blev ændret?” og ”Hvordan ville verden se ud, hvis fantasi, empati, nysgerrighed og leg, spillede en større rolle i menneskers liv?”.
Jeg har nøje udvalgt de værker og produkter, som bliver solgt her på isabellasatelier.dk. Det gælder både mine unikke keramikskulpturer og kunstprint af (primært) originale tegninger. Det er vigtigt for mig at den kunstneriske kvalitet er helt i top og alle mine materialer er valgt ud fra kriterier såsom holdbarhed og bæredygtighed.
Mit ønske er at jeg med Isabellas Atelier kan bringe kunsten ind i folks hjem og gøre den til en del af vores fælles liv og hverdag.
Gå på opdagelse i mit univers og lad kunsten forundre, glæde og inspirere dig!